Udstilling - Fie Johansen

Udstilling - Fie Johansen

0,00 DKK

Udstilling fra 20/9 - 29/11 2019

Model/Varenr.: 50113

Udstilling af fotograf Fie Johansen

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere den erfarne og kendte Leica fotograf Fie Johansen, som udstiller i galleriet i Leica Store Frederiksberg Allé 47. Udstillingen vil hænge i galleriet fra den 20/9 og frem til den 29/11 2019.

Fernisering for Fie Johansen

til tonerne af live jazzmusik

fredag 20. september kl. 16.00 – 18.00

Alt imens Fie Johansen åbner fotoudstillingen, vil Bjarne Roupé, Ole Matthiessen & Rune Fog-Nielsen sprede glæde ved at spille live jazzmusik i galleriet. Der vil, foruden muligheden for en fotografisk snak med Fie Johansen, betragtningen af de fotografiske værker og de blide musikalske toner, også blive serveret lidt vin & vand under arrangementet.

Tilmelding foretrækkes, således at indkøb kan koordineres, men alle er selvfølgelig velkommen til ferniseringen.

KLIK HER hvis du påtænker at deltage i Fernisering for Fie Johansen.

 

Om Fie Johansen:

Fie Johansen er født i Stamford Connecticut på Amerikas østkyst, og flyttede til Danmark som syvårig, hvor familien bosatte sig. 16 år gammel flyttede familien til Nairobi, Kenya, og det er på disse steder, hendes grundstemning blev lagt.

Det er fra inspiration og oplevelser fra denne opvækst, at hendes billeders intensive kraft stammer. Billederne fødes ud af iagttagelsen – fulde af ro, koncentration og ydmyghed overfor det sete og det fremmede.

Hun dyrker billedets æstetiske kvalitet samtidig med, at hun fastholder, hvordan alt er menneskeskabt og udtryk for fælles symboler og fortællinger.

Hun var blandt de første i Danmark til at udforske og bruge den digitale værktøjskasse. Hun er fotografernes fotograf, der tilbagetrukket, men med konsekvens og bestemthed har undersøgt de fleste af de fotografiske billedes udtryk og grænser.

Fie Johansen er arkitekturfotograf, portrætfotograf, stillbillede-fotograf, coverartist for jazzmusikeres CD udgivelser, men først og fremmest skildrer af eget miljø, hvor verdens fremtoninger som poetiske og humoristiske objekter gengives med et skær, det metafysiske, det anede.

Hun er altid tro mod fotografiets pagt med virkeligheden, uanset hvor kompliceret den ser ud. Realiteten er hendes udgangspunkt og aflæses direkte i værket.

Hun har gennem sit virke eksperimenteret og forholdt sig positivt fornyende i forhold til det valgte medie og dermed blotlagt arbejdsmetoder fra de noble ædeltryks højst krævende teknikker til tidens digitale udfordringer.

Fie Johansens fotografier er sjældent udtryksrige, ingen dansk fotograf har et billedsprog af så muntert legende og grænsesprængende dimensioner. De rummer først og fremmest en egenartet sans for humor, parret med sanselighed, en for tvivlens tone, som. Hvis den skal beskrives, kun kan sammenlignes med musik.

Tekst: Tove Thage MAG.ART/CAND.MAG/PH.D.(ABD) Tisch School of the Arts, New York University.

 

Om musikkerne Bjarne Roupé, Ole Matthiessen & Rune Fog-Nielsen:

Bjarne Roupé flyttede til Danmark fra Sverige i 1979, og har siden været en af de bedste guitarister på den københavnske jazzscene, både med egne grupper eller fusionsgrupper som Alpha Centauri, Mazur-Markussen og Palle Mikkelborgs Entrance, ligesom han har været medlem af både Radiojazzgruppen og Radioens Big Band. Som docent på Rytmisk Musikkonservatorium har han sat sit præg på flere generationer af danske guitarister. Han er netop hjemkommet fra Wien, hvor han har indspillet cd for det tyske selskab ECM med komponisten Michael Mantler, som han har samarbejdet med i mange år. Har p.t. kvartet med saxofonisten Tomas Franck.

Ole Matthiessen har været aktiv på den danske jazzscene siden 1960erne med bl.a. Carsten Meinert, Erling Kroner, Cadentia Nova Danica, Rudy Smith Quartet, producer for Radioens Big Band gennem 37 år, og p.t. meget aktiv som pianist i flere sammenhænge. Har på Stunt udgivet en række cd’er med egen musik spillet af bl.a. trompetisten Henrik Bolberg, Bob Rockwell sax, Jesper Lundgaard bas og trommeslagerne Kresten Osgood, Alex Riel, Adam Nussbaum og Ole Streenberg.

Rune Fog-Nielsen er et nyt lysende dansk bastalent, som i disse år slår sit navn fast med syvtommersøm i mange konstellationer i den unge jazzgeneration, bl.a. med Zier Romme, Jacob Artved og Oilly Wallace.